HAVHEKSEN

“HAVHEKSEN – En forestilling om at finde sin stemme i verden”.

Teater Baubo inviterer publikum til en skarpt formuleret, poetisk og humoristisk teateroplevelse om køn, identitet og kulturarv med forestillingen “HAVHEKSEN – En forestilling om at finde sin stemme i verden”. Forestillingen udforsker kvinders kulturarv, identitet og kampen for at blive hørt gennem myter, grotesk humor og publikumsinddragelse.

Forestillingen er for unge fra 17/18 år og voksne.

Varighed: Ca. 1 time.

Forestillingen havde ur-premiere i maj 2026 og vi forventer at den skal genopsættes og på turné i løbet af 2027 og 2028.

OM FORESTILLINGEN

Hvem har skabt kvindeidealet? Er vi født til andet end at føde? Og hvad ville Havheksen sige til nutidens feminisme? HAVHEKSEN er en forestilling, der udforsker kvinders stemme, kulturarv og kamp for selvbestemmelse gennem mytologi, grotesk humor og fysisk teater. Forestillingen vender H.C. Andersens Den Lille Havfrue på hovedet og fokuserer på den glemte figur: Havheksen, en karikeret, bitter og komisk skikkelse, der lever forvist på havets bund. Herfra fører hun et talkshow i brevkasseformat, hvor hun modtager breve og svarer på spørgsmål fra figurer både fra eventyrene og mytologien, men også helt almindelige mennesker.

Uden om showet cirkulerer Havfruen. Hun har fået det, hun troede, hun drømte om – hun er blevet gift med prinsen, er blevet dronning, mor og menneske. Men i samme ombæring har hun mistet sin autonomi og stemme, og begynder derfor at sende klagebreve til Havheksen, hvilket gradvist får hele showet – og Havheksen – til at krakelere…

Havheksen og Havfruen repræsenterer to poler af kvindelig identitet (den hadede vs. den idealiserede). Forestillingen sætter spørgsmålstegn ved, men fejrer også alt det vi som kvinder kommer fra. Den er en hyldest til de kræfter, vi bærer med os, og en invitation til at reflektere over, hvordan vi finder vores stemme i en verden præget af gamle kulturnormer, strukturer og forventninger. Og de gudinder, urkræfter og arketyper, vi står på som mennesker i dag som både forankrer os og gør os frie. På den måde åbner forestillingen for en ny fortælling om kvinders – og menneskets – identitet og nuancer.

Forestillingen er et tværæstetisk værk, der kombinerer monolog, fysisk teater, dans og musik. Dette skaber en stemningsfuld, men også provokerende auditiv og visuel verden, der understøtter forestillingens humoristiske og poetiske udtryk. Dette tværæstetiske udtryk kommer af ønsket om at løfte diskussionen om kvindens kulturelle positionering i samfundet op i et nutidigt lys. Og med en primær skuespiller, der veksler mellem de to kvindefigurer, Havheksen og Havfruen, tilføres et ekstra lag til diskussionen om, hvordan vi favner hele spektret af menneskelige kvaliteter.

Det kunstneriske team består af:

  • Skuespiller og skaber: Anne Kjær Wæhrens (Kunstnerisk leder af Teater Baubo)
  • Komponist og musiker (Harmonika og trækbasun): Anders Ringgaard
  • Komponist og musiker (Trækbasun og tromme): Nikolaj Kynde
  • Scenograf og Kostumier: Andrea Momme
  • Kostumier (musikvideo): Naja Schønemann
  • Videograf (musikvideo og trailer): Andreas Benthien
  • Dramatiker; Anne Katrine Bagai. Dramaturg; Lauren Wilson. Instruktør; Theresa Daewell Grønning.
  • Illustration og grafisk designer: Nanna Rosalia

Forestillingen er støttet af Region Syddanmarks Kulturpulje, Øernes Kunstfond og Nordea Fonden – Liv i det lokale.