HAVHEKSEN

“HAVHEKSEN – En forestilling om at finde sin stemme i verden”.

Teater Baubo inviterer publikum til en skarpt formuleret, poetisk og humoristisk teateroplevelse om køn, identitet og kulturarv, når forestillingen “HAVHEKSEN – En forestilling om at finde sin stemme i verden” har premiere på Polymeren i Årslev d. 12. maj. Efterfølgende opføres forestillingen d. 13., 19. og 20. maj kl. 19:30. Forestillingen udforsker kvinders kulturarv, identitet og kampen for at blive hørt gennem myter, grotesk humor og publikumsinddragelse.

Forestillingen varer omtrent en time og er for unge (min. 16/17 år) og voksne.

BILLETBOOKING BLIVER SNART SAT OP:

  • PREMIEREN d. 12 maj kl. 19:30(efter premieren fejres der med et glas “noget”)
  • Forestilling d. 13 maj kl. 19:30
  • Forestilling d. 19 maj kl. 19:30
  • Forestilling d. 20 maj, tidspunkt ikke fastlagt
  • Forestilling d. 27 maj kl. 19:30 på Langelands Efterskole (for elever og offentlig)

OM FORESTILLINGEN

Hvem har skabt kvindeidealet? Er vi født til andet end at føde? Og hvad ville Havheksen sige til nutidens feminisme? HAVHEKSEN er en forestilling, der udforsker kvinders stemme, kulturarv og kamp for selvbestemmelse gennem mytologi, grotesk humor og fysisk teater. Forestillingen vender H.C. Andersens Den Lille Havfrue på hovedet og fokuserer på den glemte figur: Havheksen, en karikeret, bitter og komisk skikkelse, der lever forvist på havets bund. Herfra fører hun et talkshow i brevkasseformat, hvor hun svarer på spørgsmål fra både eventyr- og mytologiske figurer.

Men uden om showet cirkulerer havfruen, hun har fået det, hun troede hun drømte om – hun er blevet gift med prinsen, er blevet dronning, mor og menneske. Men i samme ombæring har hun mistet sin autonomi og stemme, og begynder derfor at sende klagebreve til Havheksen, hvilket får hele showet til krakelere…

Havheksen og Havfruen repræsenterer to poler af kvindelig identitet (den hadede vs. den idealiserede). Men forestillingen opløser disse stereotyper og åbner for en ny fortælling om kvinders – og menneskets – identitet og nuancer.

Forestillingen er et tværæstetisk værk, der kombinerer monolog, fysisk teater, dans og musik. Dette skaber en stemningsfuld, men også provokerende auditiv og visuel verden, der understøtter forestillingens humoristiske og poetiske udtryk. Dette tværæstetiske udtryk kommer af ønsket om at løfte diskussionen om kvindens kulturelle positionering i samfundet op i et nutidigt lys.

Det kunstneriske team består af:

  • Skuespiller og skaber: Anne Kjær Wæhrens (Kunstnerisk leder af Teater Baubo)
  • Musiker og komponist: Anders Ringgaard (folkemusikgruppen BASCO)
  • Komponist af elektroniske værker og teknisk afvikler: Nikolaj Kynde
  • Scenograf og Kostumier: Andrea Momme
  • Videograf (musikvideo og trailer): Andreas Benthien
  • Kunstneriske konsulenter: Anne Katrine Bagai (forfatter/dramatiker), Lauren Wilson (Dramaturg) og Theresa Daewell Grønning (iscenesættelse).
  • Illustration og grafisk designer: Nanna Rosalia